Berthelsen's Cykelservice er nu opdateret med energibesparende LED lys i hele forretningen

Nu forhandler af transportable solcelleanlæg.

Forside Om os Kontakt Link Jul

 

Forside
Cykelreparation
Elartikler
Nøgler
Hobby
Slibning
Solceller
Regler for flyvning
Flyveklubben.

 

 

 

Da Hinnerup via jernbanen blev forbundet til omverdenen for 150 år siden, var det også starten på forretningslivet. Byens første forretninger er forlængst forsvundet, af de nuværende butikker i Hinnerup er den ældste Berthelsen Cykelservice på Storegade 4, som åbnede i 1903.

Den drives nu af Gorm Vulvig-Kristensen. Han overtog butikken i 2007, efter at han havde drevet den sammen med Carl Berthelsen siden januar 1994.

Det var Carl Berthelsens farfar Christian Berthelsen, som åbnede butikken i 1903. Virksomhedens indhold har varieret, men det har altid haft noget med mekanik og teknik at gøre, og foruden dæk og slanger samt andet cykeltilbehør sælger butikken også, el-pærer, fatninger, el-stik og andet elektrisk grej.

Elværket

Christian Berthelsen startede som cykelsmed. Han byggede selv cyklerne og lavede petroleumsmotorer til bønderne.

Hans virkelyst sørgede også for lys til Hinnerup. I forbindelse med landsudstillingen i byen i 1908 byggede han Hinnerup Elværk ved Adeline Genévej, og det blev drevet af familien Berthelsen, indtil det i 1954 blev solgt til Galten Elværk.

Et autoværksted med Ford-forhandling var også en del af Christian Berthelsens lokale forretnings-imperium. Da han døde blev det splittet op og delt mellem de to sønner. Carl Berthelsens far, Niels Christian Berthelsen, som var elektriker, overtog den elektriske del, mens broren Aage Berthelsen overtog mekanikerværkstedet.

Derfor var det også naturligt, at Carl Berthelsen blev uddannet elektriker, og det elektriske prægede i mange år hans arbejde, men hans i fritiden arbejdede med mekanik.

I 1994 kom Gorm Vulvig Kristensen til, som er uddannet cykelsmed, og de arbejdede sammen indtil 2007, hvor Berthelsen gik på pension.

Juleudsmykning

Berthelsen Cykelservice er også kendt viden om for sin fantastiske mekaniske juleudsmykning, der hvert år præger butikken i Storegade.

I december står der næsten konstant børn med næserne trykt mod ruden for at følge med i livet i butikken og for at se på nisser, der kører rundt i tog eller får tur i svævebanen og andre mekaniske finurligheder. Det meste er lavet af forskellige genbrugs-reservedele.

Mens Carl Berthelsen og Gorm Vulvig Kristensen sammen drev butikken, brugte de meget tid på juleudstillingen, og Gorm Vulvig Kristensen har fortsat arbejdet.

»Og jeg bliver ved med at lave juleudstilling, så længe jeg kan kravle rundt i vinduet,« som han siger.

Udstillingen er med til at gøre en juletur i Hinnerup ekstra festlig, og i 2002 blev butikken belønnet med kommunens kulturpris.